Det skal jeg da ha’, Thorkild! Det skal jeg da ha’…

stofferGiv os fri hash? Giv os porno? Giv os frihed? Men allervigtigst – giv os fri WiFi – overalt! Årh ja, findes der noget bedre en lyden af mobilen, eller den i lommen lette summen, når der er nyt fra nogen? I kølvandet på, at vi nu skal til at diskutere, hvorvidt hash skal legaliseres, altså endnu et middel, der kan tage os lidt væk fra den virkelige virkelighed, vi allerede arbejder stenhårdt på at forsvinde fra, melder yderligere en diskussion sig til. For har vi egentlig ikke brug for mere virkelighed og mindre eufori? Bare lidt mindre dopamin. Bremse jagten på ’likes’, ’synes godt om’ og ’følgere’ og alt det andet, der efterhånden erstatter og tager over for det gode gamle klap på skulderen. Min generation er i høj grad lykkes med at kvitte smøgerne, men vi er fuldstændig afsporet i forsøget på at styre vores hungren efter mobil-dopamin. Behovet for at blive bekræftet buldrer bare frem. Vi skal have mere. For det er let. Det er dejligt. Vi føler os populære. Og vi skider på, at det hele er en illusion. Udadtil ser det nemlig ud til, vi har det fremragende. Men har vi egentlig også det?

Nogle vil hævde, at det slet ikke er et problem? Betyder det noget, at jeg får lidt ekstra opmærksomhed? Er det ikke bare fedt, hvis man kan få mere ’attention’, når det nu er noget, vi har gjort os fortjent til. Her må jeg indskylde: Et billede af mine brune ben i liggestolen fortjener kun sparsom opmærksomhed, ikke ’likes’. Men jeg kan ikke længere nyde særlig meget, uden at skulle dele, næsten ligegyldigt, hvor uendelig uinteressant, det er. Og jeg kan se, at jeg langt fra er alene. Og jeg kan se, at jeg langt fra er den værste! Test, hvor mange snap-historier, du kan huske to timer senere?

Vi er i gang med at smadre vores evne til at være tilstede. Du kender det selv, når man snakker med én, der midtvejs i dialogen kigger på sin mobil, måske endda taster en kvik sms, mens du står og føler dig mere og mere åndssvag og ligegyldig. I dag er vi nemlig hele tiden på, bare ikke totalt på ét sted, men lidt på flere steder. Og vi kan ikke multitaske. Jo, vi kan skide og skrive sms’er samtidig. Det er sygeligt. Det er vanvittigt. Vi evner ikke at slappe af længere. Alt i mens vi bliver flere og flere mennesker på kloden, så logikken tilsiger, at vi hver især bliver mindre og mindre væsentlige, er det jo ikke ligefrem dét, man aflæser af vores fremtoning. Måske er det frygten for ’bare’ at være almindelig, der får os til at træde ind på ’se mig’-scenen et utal af gange. Jeg gør det selv… og det irriterer mig!

Jeg tror, vi bliver dummere og dummere. Mere og mere indelukkede og dårligere til at agere i det ægte samfund, hvis vi ikke tænker over, om vi har et overforbrug. Og når vi så har tænkt over det, kan vi jo også overveje at gøre noget ved det. Forestil dig lige at diskotekerne forbød brugen af mobiltelefoner, simpelthen krævede, du skulle gå udenfor for at skrive beskeder og gå på nettet. Nej, heller ingen billeder, uden et medbragt kamera. Nogle ganske få ville få baren for sig selv, resten ville vandre mere hvileløst rundt end kæderygerne. Er du en af dem, der ser dig selv stå alene i baren, har du ikke et problem. Er du ikke, såååå…

Jeg er overbevist om, vi har et problem! Og det allerstørste problem er, at vi ikke anser de mobile enheder som et problem. Den generation, der nu vokser op, og ikke kan sammenligne i dag med tiden før mobilernes indtog, er det på sin plads at være endnu mere bekymret for. Hvis de helt unge overhovedet har brug for en mobil, så har de i endnu højere grad brug for retningslinjer, der kan styre deres forbrug. For de kan ikke selv styre det – det kan vi voksne ikke en gang. 

Jeg springer lige over…

Og så ligger jeg ellers på sofaen og ser Polen – Nordirland. POLEN – NORDIRLAND. På magisk vis er jeg blevet lullet i søvn til at se på toogtyve mænd, hvoraf elleve kunne være i gang med at kapre kobber og lukke Linje A fra Ny Ellebjerg til Køge, hvis ikke deres liv havde formet sig anderledes, og de elleve andre på forunderlig vis blev fodboldspillere og ikke søfolk. Jeg burde læse til eksamen, men jeg sprang lige over. Igen.

Hvor lidt skal man eje og hvor lidt skal man kunne, før der ikke findes en interessant overspringshandling? Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, og jeg har stadig ikke ræsonneret mig frem til et brugbart svar. Jeg graver stadig dybere. Hvor fanden bliver den der motivation af, der altid er der dagen før. Og hvorfor har vi det alle sammen sådan. Og hvis vi ikke har det sådan; hvorfor er vi så per definition røvirriterende! Lige nu ville jeg så gerne være den røvirriterende stræber, der satte fart og forberedte mig som en professional studerende. Men jeg ved også godt, at var der ikke EM, men DM i stangtennis på DK4, sad jeg klistret til skærmen som den eneste, men til gengæld voldsomt engagerede seer.

Nu sidder jeg så i stedet og kigger ud i luften. Jeg har samlet papirer, bøger(en enkelt øl) og min blok på terrassen, så jeg for alvor kan fordybe mig. Kreere skitserne til min eksamen. Men hvad sker der? Jeg vælger at skrive mit første blogindlæg i flere måneder, altså endnu en overspringshandling. Jeg håber på vildt mange kommentarer og gode råd til, hvad jeg kan gøre ved min manglende evne til at leve som den perfekte student. På den måde kan jeg fortsat undgå at forberede mig ved at svare på dem alle. Fyldestgørende. Giv mig jeres råd. Giv mig jeres vejledning. Jeg vil ikke se mere til potentielle polske håndværkere og nordirske søfolk. Jeg vil se mit første 12-tal.

Så fortæl mig; hvad gør I? Hvad gør jeg?

Det sidste farvel…


DannebrogJa, så kom tiden, hvor den sidste blog skrives. Ingen synes tilsyneladende at komme til at savne bloggen gevaldigt. I mere end et år har jeg sigtet mod et gennembrud, men efter en god start, hvor publikum og anmeldere – altså hovedsageligt alle dem, der ikke længere læser med mere – var høje som Robert Hansen i starten af 00’erne, mistet toppen af rusen. Lad mig bare være ærlig, jeg gider ikke sidde og slide på blommerne, når jeg klaprer i tastaturet, for at få bare en enkelt eller to læsere op ad stolen. Eller for den sags skyld få dem til at sætte sig ned med pc’en(siger man stadig det?) på de bare lårbasser og ryste på hovedet over mine manglende kompetencer.

Faktum er: Jeg er gået i minus!

Så hvorfor ikke udnytte at solen skinner og lukke ned for min verden, mens jeg i det mindste har en undskyldning for, at folket ikke læser med. I morgen kan jeg konstatere på Google Analytics, at absolut ingen har læst mit afskedsbrev – som var det interesseren for en begravelse af en luder på Vesterbro. Læserne – de potentielle af slagsen – ligger og slikker sol på terrassen, mens jeg sidder i et hjørne af min mørklagte kælder og sunder mig. Sunder mig ovenpå en fiasko af rang. Jeg troede, jeg ville blive det næste hit. Nuvel, Danmark er et lille land, men alligevel havde jeg kolossal tro på, at jeg som en anden Prins Henrik, kunne blive konge. I stedet gør jeg som prinsen. Jeg kaster mit håndklæde i ringen. Drikker mig stiv i billig vin. Jeg pensionerer mig selv og overlader alt det hårde arbejde til andre. Overlader arbejdet til dem som stadig viger fra køen for med de udmattede. Udover, at det er langt nemmere, giver det jo også fantastisk god mening. Hvorfor arbejde nærmest ulønnet for mennesker, der ikke priser min ukuelige vilje til at fremme danskhed, vort nationale sprog, den rød/hvide kultur; alt det, vi elsker så højt. Hvorfor kan ingen for alvor lide mig? Jeg forstår omsider prinsens gennem mange år opbyggede frustrationer. Vi er jo i samme båd. Vi blev misforstået. Forbigået.

Til de ganske få, der af uransagelige årsager får mit opslag at se. Valgte at klikke sig ind og afhængig af læsefærdigheder spildte 5-10 minutter på min regning, vil jeg sige; tak! Og tak for nu. Det var fedt, du viede nogle dyrebare sekunder på min pladderkampagne, der slog så markant fejl. Mor dig over det. Fortæl andre om det. Lad dem vide, jeg var en af de mange, der ikke slog igennem – for dem er der flest af. Et omvandrende konkursbo, med et stenansigt som Rasmus Trads’, da Kurt Thorsen, ham den lille runde fidusmager, havde taget røven godt og grundigt på ham. Okay, jeg skal hverken i fængsel og har ikke endnu fusket. Det virker sgu sikkert heller ikke for mig. Jeg er bare en taber, der ikke dur til en skid. Hvor fedt er det at skrive, når ingen læser med.

Slut herfra…

Slip væk fra sælgeren – en drejebog!

SælgerDer findes helt sikkert mange personer, der er langt værre at støde ind i. Men sælgeren, der står udklædt som en konfirmand, lidt for gestikulerende, endnu mere talende, og alt for meget jeg-er-fremme-i-skoene-agtig, kan som ingen andre få mit mest arrogante, flygtige jeg frem. Uden at diskriminere for meget, er det oftest en yngre fyr, der aldrig er blevet mobbet, men sikkert har mobbet en masse. Talegaverne er i orden. Han har gerne et moderne slikhår, der stråler af en voks, som tjener miljøet på linje med Liberal Alliances politik. Parfumen er det sikre valg, en Jean-Paul Gautier, Le Male, den kropsformede flaske, du ved. Den har hærget markedet så mange år, at folk har glemt, den er gået af mode, og dufter af et sodavandsdiskotek fra start 90’erne. Jo, en irriterende type fra top til tå, og det kan sagtens tåle at blive skrevet. For han er ligeglad. Han elsker sig selv.

Her står han så opstillet med sin lille disk ved indgangspartiet til Kvickly og kaprer kunder, som gribben kredser om fordærvet kød. ”Gå efter de ældre; de svage”, har jeg indtryk af, de bliver indprentet på et-dagskurserne, hvor de med stor ihærdighed suger al salgsenergi til sig, som så senere kan blive trukket ud af mange af os andre bare ved at se på det sultne, insisterende blik. Og de starter altid med et spørgsmål… Øjenkontakt eller ej, du undgår dem ikke. De starter altid med et spørgsmål, der virker så uskyldigt. ”Har du medlemskort til Kvickly?”, og her er kunsten simpelthen at sætte tempoet op, mens du svarer, ”JEG ER IKKE INTERESSERET!” Det er selvfølgelig ikke et reelt svar, men fortvivl ikke – han spørger igen. Ligeså blidt og ensformigt, måske en lille tvist i ordstillingen formår at snige sig ind. Her ignorerer du ’mennesket’, for han er i praksis en maskine nu, fuldstændig opsat til at nå sit endelig mål, før han kan trykke restart og forsøge sig med næste offer. Sæt tempoet yderligere op! Kan du ikke løbe hurtigt. Snøvler du i din afvisning. Så er du i saksen. Det er derfor, ældre mennesker, som din bedstemor, måske far og mor osv. oftere end andre, fortæller, de nu har fået et nyt mobilabonnement. Er blevet medlem af Dansk Flygtningehjælp eller Amnesty International. Deres gang er simpelthen for langsom!

Typen her må være den absolut værste at møde i byen. Primært for kvinden, der uskyldigt er ude for at hygge sig med veninderne. For ham her forsøger sig ikke med mændene; risikoen for at vågne op med aftrykket af en stor, fed knyttet næve i kasketten er på den lille lommeregner kalkuleret som værende for oplagt. Nej, kvinderne derimod, de søde, små, finurlige af slagsen, dem går han efter. Jeg forestiller mig sådan en humaniora-kvinde. Måske stadig med pige-tendenser i sin kropsform og altid klar til en debat. Men også for svag. For svag til at afvise en balstyrisk sælgertunge, der vil høre sig selv, før den – i denne mands uovervindelige verden – senere skal slaskes ind i humanistens forsvarsløse madskakt. Han kører på. Skal pigegruppen videre, så skal han med. Sjovt nok. Du kan lige så godt gå hele vejen, ligesom med abonnementet. Er du i saksen, så smid din underskrift og bliv fuldgyldigt medlem af Telmore, underskriv ægtepagten, bliv prospect i Bandidos. Du spilder kun din egen tid ved at vente. Giv ham det kys. Ja, siger du så, men så vil han bare have endnu mere. Du har ret. Og han skal også nok få det, for du sagde ikke fra i tide. Du løb ikke stærkt nok. Men du kan måske slippe med seks måneders opsigelse.

I bedste B.S. Christiansen-stil er mit råd altid at skele til de grønne exit-skilte, når du træder ind i et rum. Sid eller stå med en væg i ryggen, så du har fuldt overblik over, hvem som nærmer sig. Baghold skal udelukkes. Helt! Behold dine sko på ved privatfester, eller sørg i det mindste for, at dine sko er så værdiløse, at de kan undværes, når du som dug fra solen i fuld sprint må flygte ad stisystemer og sidegader. I supermarkedet bruger du ventetiden ved kassen til at planlægge din rute – husk dog på, at lige præcis her virker det suspekt, hvis du sprinter væk med dit køb. Der er sælgere er overalt, de er ukuelige og ”nej tak” er ikke et svar. Men de løber sjældent. Det ser simpelthen forkert ud, synes de, at have fået at vide. Derfor. Flygt. Og lad det gå stærkt. Men sprint kun om yderst nødvendigt. De – sælgerne – er i dårlig fysisk forfatning.

Imamer, konetyven Keller og Onkel Oscars heftige bedrifter!

AnsvarHold nu op. Ansvarsunddragelse lader efterhånden til at stå placeret lige ved siden af de populære sølvfarvede Red Bull i den lokale brugs. Okay, fair nok. Brøndbys stenrige storaktionær Jan Bech Andersen indrømmede til dels at have dummet sig, da han som en lille skoledreng taget med en afskrevet fristil, sad skoleret foran pressen. Men undskyld mig. Hvilke andre steder end i en fodboldklub, kan man slippe af sted med sådan et fuck up, uden at blive kastet direkte i den lokale havn? Sportens verden er et parallelsamfund uden sidestykke, hvor mennesker med flere penge end forstand, kan boltre sig stort set uden repressalier, i hvert fald indtil kassen er tom. Senere fandt vi så ud af, at det ikke kun er i hovedstadsområdet, håbløshed og mangel på ansvarlighed finder sted. En gedigen jysk kræmmerhandel kræver nemlig stadig et spyt i håndfladen og et Låsby Svendsen-håndtryk, før købet er forsvarligt hjemme.

I Randers. Ja, det starter allerede godt. I Randers, hvor landevejsræs, løse næver og sødlig sprut står i højere kurs end den danske krone, mistede byens kronragede konge, Christian Keller, besindelsen. Og denne gang var det ikke inden for kridtstregerne. Nej, Christian stjal sin holdkammerats kæreste, nåh nej, kone. De er nemlig stadig gift. Det er Christian også, men han kan stadig ikke helt se problemet. Bevares! Jeg kan gå med til, at man selvfølgelig ikke helt kan bestemme, hvem man forelsker sig i, men man kan meget enkelt lade være med at opsøge de eklatante fejlskud, der sætter himmel og helvede i brand. Vælger man så alligevel den løsning, kan man da som minimum vise, at man forstår, hvorfor folk flegner ud. Fatte hvorfor man er en klaphat, der har tilladt sig at bryde med omklædningsrummets kodeks, og med sekunders varsel har hævet forsikringspræmien tifoldigt på et par af Superligaens blegeste ben. Skinner eller ej.

Men tendensen fortsætter og ligner dermed ikke længere end tendens, men et kursskifte mod en faktuelt meget uheldig udvikling. Imamerne, der har ageret interimistisk skydeskive i et par uger, havde fællesmøde ovenpå TV2s kritiske tv-udsendelser. Og Gud bedre mig, om ikke 31 imamer i samlet flok blev enige om, at TV2 var hovedproblemet. Hvis det da ikke stiller samtlige de 31 personer som dybt forankret i en katastrofalt lukket verden, hvor realisme og selvkritik er længere væk end sikker-chat-konsulent Rudy Frederiksen er fra yngre børn i dag, ved jeg ikke, hvad udtalelsen indikerer. Hvem sagde stening, vold og tvangssex? Ikke TV2, det gjorde flere af Jer. Vågn op.

Tag nu for helvede noget ansvar for egne handlinger. Hvis du spænder ben for en rocker for at vinde ’street credit’ blandt vennerne, kan du blive skudt. I bedste fald får du bare cuttet et par fingre. Tager du turen ned ad Nørrebrogade med en lang, spids, hvid hat og huller til øjnene, kan det sikkert regne med at se en køkkenkniv eller to. Ergo; er du dybt idiot, har det konsekvenser og dem må du – også bagefter – arbejde ud fra. Tag din skyld. Tag dit ansvar. Det er sgu ikke alle de andre hver gang. Men eksemplerne hober sig jo op med en hastighed, så jeg foranledes til at tro, vi snart er blevet så egoistiske og verdensfjerne, at vi hellere peger fingre, end ser indad. Og jeg bliver træt. For vi kommer ikke videre på den måde.        

Jeg fatter ikke alle de andre…


Your FaultÆblemost. Chokoladekage. Vanillekranse. Eyeliner og læbestift. Hold nu kæft, der florerer meget skrammel i blogverdenen. Isoleret set kan jeg da sagtens køre en chokoladekage ned lige nu, men bloggen om ”min yndlingskage”, kunne næsten ikke forekomme mig mere ligegyldig. Modbydeligt nok, lader det til at være præcis den slags overfladiske, ikke-kritiske blogs, der interesserer langt de fleste i et land, der næsten er for lille til at have en reel blogkultur. Rammer man ikke plet i forhold til pøblens interesser, så er ens læserskare på niveau med Kristeligt Dagblads abonnenter under 22 år.

Hvad fa’en; er du blevet en bitter skid, Jesper Kristoffersen? Til det spørgsmål må jeg bare sige, at det kan jeg ikke sige mig fri for. Jeg er da med på, at vi skal kæmpe for at opnå noget, og at det også er væsentligt sjovere at få succes, når vi har knoklet hårdt og investeret den berømte portion blod, sved og tårer. Jeg synes bare, flere burde læse om mine problemer og synspunkter, end en chokoladekage, der allerede eksisterer 10.000 opskrifter af ved tretten kvikke anslag på Google. Men så kom jeg til gengæld til at tænke på noget helt andet og mere væsentligt. Hvorfor har jeg så travlt med alle de andre?

Her kom håndværkeren altså til tiden og fuldførte sit arbejde. Den evige frustration og opmærksomhed på andre mennesker er fasttømret i vores kultur. På arbejdspladsen, i forholdet, fritidslivet og særligt, når vi helt grundlæggende ikke lykkes. Hvis skyld var det lige, at jeg ikke fik den succes, jeg havde regnet med? For det er sgu ikke mig selv… Eller hva’? Er det dig selv? Det er næppe folkets krav om 10.001 opskrift på chokoladekage, der i bedste Stig Tøfting-stil spænder ben for drømmen om at blive til noget. I mit tilfælde, må det være mig. Det kan være det jeg skriver, eller måske måden jeg skriver på. Årsagerne kan være tusindvis. Men lad os lige slå fast, at det i sjældnere tilfælde er andre, end det er os selv, der er skyld i vores manglende gennemslagskraft. Jeg kan have nogle mistænkt for at tro for meget på, hvad de ser i tv, hvor bl.a. Unibet og Brian Laudrup helt excellent har sloganet: ”Held er ikke tilfældigt”. Der må jeg bare sige, kig på Brians hår, for det har aldrig været tilfældigt. Men held… Dét er tilfældigt!  

Jeg prøver egentlig bare at animere til, at vi i bedste Provst Mejer-stil fejer for egen dør først – og så i øvrigt skriver færre blogs om noget fuldkommen ligegyldigt l-o-r-t, der får mine visninger til at være alt for få. Lad mig med de ord forsøge at holde fokus på mig selv, uden at blive egoistisk. En yderst vanskelig proces. For der er altid en eller anden, vi mener, er i gang med at ødelægge det hele. Men des bedre, vi er til at fokusere på, hvad vi gerne selv vil, og ikke hvordan alle andre prøver at modarbejde os, des større sandsynlighed for, at finde løsninger og opleve udvikling. Jeg giver det hele et skud mere!  

1. Du skal ikke tro, du er noget…

JantelovenNå, så blev Carsten Werge lige bitter, hva’? Han vandt ikke journalistprisen, som det skulle vise sig han havde forventet. Den ellers velplacerede dolk i ryggen på en af journaliststandens egne, Michael Qureshi, der gennem en årrække havde snydt med opdigtede kilder, var ikke tilstrækkeligt for juryen. Carsten blev bitter. Carsten fik ikke, hvad han havde forventet. Og hvad værre er, Carsten luftede sine frustrationer overfor pressen.

I Danmark hylder vi ikke mennesker, der stikker snuden for langt frem. Vi hylder dem, der gør det godt, men undlader at tale om det. Se dét er en kvalitet, synes vi. Hvis du bliver rigtig god, hvis du vinder for meget, og især, hvis du som en anden Ann Grete Nørgaard, lydmandens skræk (hende fløjspilleren fra Viborg HK og det danske kvindelandshold) skriger skingert i mikrofonen, om hvor glad du er – også for dig selv – så sørger vi for, du er alene med følelsen. Så kan vi andre kan ikke udstå dig. Carsten Werge var der mange, der heller ikke kunne lide, før hans seneste udtalelse. Måske har 10 års offentlig mobning af Per Frimann på TV3+ heller ikke hjulpet. Lad os bare være ærlige, vi er mange, der har tænkt: ”Fryd for dig, Carsten”. Og tænk en gang, det tror jeg også, der sidder folk i juryen, der har. Den overlegne lille, halvtykke mand, skal ikke vinde. I Jantelovens navn (sagt af en samlet jury, med armen strakt og knyttet næve) ! Når du så er død, kommer vi på andre tanker. Ligesom med Richard Møller Nielsen, der vandt det eneste fodbold EM, der formentlig nogen sinde kommer til at fylde Rådhus Pladsen i København.

Jeg synes, det er (tragi)komisk, at vi nu har læst, hvis man har læst, adskillige artikler om Carsten Werges forsmåede følelse af at være blevet overset. Samtidig er jeg er ikke selv stødt på en eneste artikel om vinderen. Okay, jeg har ikke ledt med lys og lygte, men burde det være nødvendigt? Burde det ikke være omvendt? Vinderen hedder i øvrigt Jan Jensen(!), mere dansk bliver det ikke. Den perfekte vinder. En mand, der åbenlyst ikke kræver særlig opmærksomhed. En mand, der i den brede offentlighed er ukendt og har det godt med det. Uden at kende Jan Jensen, slår han mig ikke som en person, der buldrer ’se mig’-agtigt frem til gammel elevfest. Det ville Carsten helt sikkert gøre, det er i hvert fald sådan, han sælger sig selv i sine reportager fra diverse fodboldkampe. Manden, der elsker sig selv lidt for meget. Ham der ikke lærte det danske sprog, hvor en hver ros bliver undskyldt med, at det bestemt også er alle medspillernes skyld.

I Danmark holder vi med underhunden, den figur står os nær. Symbolikken er slående og enkel at forstå. Derfor hylder vi heller ikke nødvendigvis dem, der leverer det bedste stykke arbejde, vi hylder dem, der i grålige toner skaber succes, uden at være fremme i skoene. Vi hylder dem, folket ikke regner med. Vi leder efter bevæggrunde for at undgå det oplagte, så ham/hende, der tror, de skal til at være noget, kan blive taget med bukserne nede. Tillykke, du var den (næst)bedste, men slap lige lidt af…. og gør ikke som Carsten ville have gjort, det var derfor, du vandt!

Jeg er stolt af at være dansker!

Ligeværdighed, Abir Awni Ebrahim Al-Kalemji

Tegning: Abir Awni Ebrahim Al-Kalemji

Mit pis er bragt i kog. Jeg er uendeligt træt af at høre om mennesker, der ikke længere er stolte af at være danske. Senest har pomadehåret Thomas Vinterberg – en af de få, der stadig får lavet lyse striber i lokkerne – været ude og høste point på de billigste græsmarker. For vi ved alle, hvad det handler om, når ’jeg er ikke stolt over at være dansk’, bliver spyttet ud. Prøv at sig sætningen med lukkede øjnene. Fortæl mig nu, at du ikke så Inger Støjberg med sit stirrende blik, det ildrøde hår, flankeret af en overtændt Pia Kjærsgaard; måske endda siddende i en biograf med popcornskastende utilpassede unge indvandrere. Har jeg ret?

Og lige præcis den kobling hader jeg. For hvis det er vores politikere og deres valg, der er afgørende for, om vi som enkeltpersoner bør være stolte af vores land, ja, så har der i mange år været meget at være ked af. Thomas Vinterberg skal have lov til at have en holdning til vores flygtningepolitik, og han skal have lov til at være imod den. Han skal også have lov til at være ked af at være dansk. Vi kan så diskutere, om han så samtidig bør ansøge frejdigt om 8 mio. danske støttekroner til sin film ’Kollektivet’. I øvrigt en voldsomt dansk film på såvel skuespillerniveau som gældende for titel og plot. Men fred være med pengene. Jeg er allermest provokeret af, at han da ikke bare kan sige, hvad han mener. Kom med din mening, Thomas. Ud med sproget. Hvad er det, du virkelig er så trist til mode over. Hvorfor er din nationale stolthed gledet dig af hænde? Eller var det bare for at sælge billetter, at du talte i overskrifter?

Min hjerne bliver næsten hæs af at råbe op i afmagt over vores manglende stolthed. Er vi efterhånden blevet så konfliktsky, så vi hellere afgiver vores stolthed, end kæmper for den? Hver eneste gang, vi siger, vi ikke er stolte, slår vi skår af os selv. Vi slår skår af vores kultur. Den kultur som jeg personligt mener, vi forsøger at beskytte og bevare, med rum for udvikling, ved også at kræve noget. Erkendelsen er såre simpel. Vi vil gerne bryste os af at have et af de mest trygge og socialt mest velfungerende lande. Præcis den samme årsag til, at Danmark er et populært land at flygte til. Det kan vi faktisk være stolte af. Men det betyder ikke, at vi kan tage imod og hjælpe alle. Det betyder, at dem vi så kan tage imod, dem skal vi også kræve noget af. At stille krav til de mennesker, der bosætter sig i landet, er et nødvendigt unde for fortsat at kunne høste frugterne af det, vi betragter som tryghed, sikkerhed og vores version af frihed. Nuvel, vi behøver ikke tage deres smykker, så hellere skære lidt i den pensionerede Prins Henriks gratialer. Men vi er nødt til at stille krav. Sagt på godt gammeldags jysk: Folk må yde, før de kan nyde.

Derfor bliver jeg arrig, når en hønemor på TV2 News benytter sit livs sikkert første og eneste tv-interview på at sige, at hun ikke synes, vi bør kræve af de syriske kvinder, der kommer til landet, tager et job. Nej, ”…de skal selv skal tage stilling.” Tage stilling? De syriske flygtninge – og kvinderne især – har været undertrykte og uden rettigheder hele deres liv; de skal have hjælp til at forstå frihed. De tager næppe selv initiativet, og det forstår jeg godt. Men at lade dem sidde hjemme og glo, det giver jo ingen mening. Vi står i en hamrende svær situation, og alle løsninger vil møde modstand fra enten den ene eller anden side, men diskussionen ændrer ikke på min stolthed. Hvis vi tilstrækkeligt mange gange siger til os selv og andre, at det hele er skidt. Hjertevarmen er forsvundet. Ingen vil nogen det godt længere. Ja, så skal vi nok ende med også selv at tro det. Hvis vi da ikke kommer udenfor en dør. For det passer ikke. Der er masser af hjertevarme og hjælpsomhed, hvis man selv bidrager til den, og gider bruge noget tid på at kigge op fra menneskets bedste ven – nej, ikke hunden, mobilen, og lægge mærke til venligheder. Du får sikkert et smil. Nogle holder døren. Mennesker, du ikke kender hilser. Du bliver inviteret foran i køen i Føtex. Situationer, der opstår dagligt.

En væsentlig grund til, at jeg er stolt af at være dansker er, at vi tillader os at stille krav til hinanden. Vi stiller krav, fordi vi stort set altid ved, at fællesskab har bragt os til, hvor vi er i dag. Det er en dansk værdi. Hvis vi stopper med at stille krav, så sænker vi niveauet. Og det bliver altså ikke markant lettere at ændre på den holdning, når nogle af vores frontfigurer på den internationale scene trutter tåbeligheder ud i æteren, ude af stand til at bakke det sagte op med brugbare argumenter. Så venligst næste gang, Thomas Vinterberg, så sig, hvad du egentlig mener, så jeg ikke skal være flov over dig.

Jeg er stadig stolt over at være dansker!

GUD BEVARE DANMARK!

Prins HenrikTror du, årets første blog skal handle om Dansk Folkeparti, så tager du fejl. Når Danmark benævnes med fed skrift, bliver det for nogle ekskluderende og med de ’forkerte’ sympatiserende. Vi skal elske vores land. Det er vigtigt, og der er masser at holde af – især, hvis man skifter Ekstra Bladet og B.T. ud med ingenting eller blot mere informativ journalistik. I stedet for at rende og finde kritikpunkter i størrelse small hver eneste dag, så lad det nye år være positivt og løsningsorienteret.

Men lad os skifte ud i vores politikerrede først! Her hærger jo skimmelsvamp i alle kroge, alle kredse og med så ubehagelig smitsom effekt, at selv en kristendemokrat, hvis der er nogle tilbage, sikkert har sæsonkort til skriftestolen. Jeg er så gennemført træt af håbløse levebrødspolitikere. Det handler ikke om højre, centrum, venstre. Der findes ikke et parti, jeg ikke ind i mellem deler holdning med. Det nye år startede endda med, jeg var enig med Joachim B. Olsen. Ja, det er sandt. Manden, hvis øjne individuelt flugter parallelt med betonsiderne på den kegleformede bane, han på mange måder passede bedst til. Enigheden kan sagtens være et tegn på, at vi aldrig har været tættere på flertal for at kvitte vores styreform. Vi har en statsminister, der notorisk snyder og snylter på borgernes regning. Vi har folkevalgte, der trækker tunge, sikkert også nødvendige, beslutninger ned over pøblens hoveder, uden selv at ville leve under samme vilkår. Uklædelige ministerpensioner, uanset komplet uduelighed og en pensionsalder så lav, at selv grækerne finder det urimeligt. Læg dertil det politiske svar på førtidspensionen; EU. Her udstedes mimrer-boardingkort mod Bruxelles til en blanding af vores mest håbløse beslutningstagere, vores problembørn eller bare dem, nogen skylder en tjeneste i lobbyismens navn. Ingen ved, hvad de laver. Men der må være en årsag til, at politikere per definition er omkring 95 % mere vilde med EU, end den befolkning, der har valgt dem.

Yderligere en grund til at kvitte vores styre, fik vi præsenteret sammen med nytårets royale krysantemumbombe. Med en bordbombes ydmyghed bragede Prins Henrik som ti kulørte serpentinere ud over Hendes Majestæts røde læbestift og offentliggøre sit tilbagetog, og skabte ekstase blandt en i forvejen beruset befolkning. Samtidig havde han med sin vanlige humor og kærlighed til alt det danske, besluttet at blande dronningens talekort, så hun et kort øjeblik, faktisk et meget langt et øjeblik, var forfriskende tæt på at give op. Sådan så det i hvert fald ud. Tak, Henrik. Det var en konge værdigt. En artikel har sidenhen beskrevet, at Dronning Margrethe II vil blive ved med at holde nytårstale, til det bliver en joke. Der må jeg bare sige; undervurder ikke Kong Frederik! Dét kan blive pinligt. En mand, der bogstaveligt talt hellere vil kastes i vandet fra Storebæltsbroen, med en pose over hovedet og strips om både hænder og fødder, end at kigge paralyseret i Amalienborgs kamera 1, som et dådyr fanget af det lange lys på Bjarne Corydons DONG-sponsorerede privatbil.

Skal vi have en præsident, så er det ved at være tid. Jeg har slet, slet ikke tænkt over de mere detaljerede konsekvenser, men det kan da umuligt blive meget værre. Og ja, det kan det sikkert sagtens…

Frit fald…

’Du tør ikke’…. var der én, som skrev, da jeg postede mit seneste blog-indlæg. Jeg turde godt, tæt på i hvert fald. For det blev ikke Dallas. Det blev London. Jeg mødtes med min amerikanske – lad os kalde hende veninde – i den engelske hovedstad, og det var ikke for at shoppe på Oxford og Regent Street(heller ikke for hende), men for at finde ud af, om det hun og jeg var overbevist om var kemi, nu også var det. Jeg gjorde det ikke for at vise, at jeg turde. Jeg gjorde det, fordi det føltes som det eneste rigtige.

Så sejrede fornuften til sidst… Sætningen, vi bruger som var det bare super godt. Jeg tror slet ikke, den sejrede her. Jeg hælder til det modsatte. Havde jeg været fornuftig – på den der vanebaserede, klassisk, kedelige facon, var jeg nok aldrig taget af sted. Fornuften skal have lidt færre sejre i mit liv; se det tror jeg faktisk. Det er selvfølgelig fornuftigt at se sig for i trafikken. Det er det. Det er også fornuftigt ikke at spytte efter en rocker – at gøre det er vel bare utrolig dumt. Men livet kører dig ikke over, fordi du prøver noget nyt(tager du bind for øjnene og går over for rødt nu, så er du, udover at være ufattelig dum, formentlig ramt af en bil eller bus, ikke livet….). Mit valg blev truffet uden at overtænke situationen, uden at tænke nutid og fremtid, og det er den bedste beslutning, jeg har taget i mange, mange år. Jeg gik 100 % med mine følelser og stod kun med en flybillet og et hotel. Ingen planer for dagenes gang, ingen planer i det hele taget. Frit fald!

Når det så er sagt, tager det også to til tango – og kan John Faxe Jensen, så burde vi alle kunne; kunne blive lidt bedre til at være åbne overfor at flytte grænser. Turde lidt mere. Jeg mødte en pige, der turde tage en chance(nogle vil mene en gigantisk chance) – helt normal er jeg alligevel ikke… Uden hendes mod, var det ikke lykkedes.

Det blev fire fantastiske dage – og fire dage, der var ovre hurtigt som blitzen fra en fotovogn. Fra det ene sekund til det andet sad vi i hvert vores tog, mod hver vores lufthavn, hvert vores fastland. Jeg var lettet, tilpas og samtidig utilpas. Vi ved kun, hvad vi selv føler og tænker. Jeg vidste kun, at jeg ville ses igen. Jeg vidste ikke, om hun ville det samme. Sårbarheden bankede insisterende på min indre dør. Sårbarhed er godt, men også svært. Den minder os om, at nogen er vigtig og har betydning. Den viser sig kun sjældent i simple situationer uden betydning. Den kommer derimod, når noget ægte er opstået på både godt og ondt. Her var det i den grad godt – endnu bedre end jeg havde turdet drømme om. Og jeg drømmer videre, og aner ikke, hvor det ender, for jeg kender kun mine egne svar, men står det til mig, skal den billet til USA nok blive virkelighed.